Plantefarvet tekstilværk til erhverv — Hvileløs af Trine Kok, Horsens

Køb kunst til din virksomhed

- og få skattefordelen med

Du har sikkert overvejet det: Et stort, smukt tekstilværk på væggen i din klinik, dit kontor eller din reception.
Det du måske ikke vidste er, at den investering kan give din virksomhed en reel skattefordel.

Denne side er din guide til at forstå reglerne — fortalt i et menneskeligt sprog, der er til at forstå.

! Vigtigt: Denne side er informerende, ikke rådgivende. Regler kan ændre sig, og de kan have forskellig virkning afhængigt af din virksomhedsform og situation. Tal altid med din revisor eller skatterådgiver inden du handler på baggrund af det, du læser her.


Hvad siger reglerne egentlig?

I Danmark kan virksomheder som udgangspunkt ikke fratrække udgifter til kunst i regnskabet — fordi et kunstværk ikke slides ned og mister sin værdi på samme måde som en computer eller en kontorstol.

Men der er lavet en undtagelse. Siden 2006 har der eksisteret særlige regler, der netop giver virksomheder ret til at afskrive eller fratrække udgifter til originale kunstværker under visse betingelser. Reglerne er lavet for at støtte danske kunstnere og gøre det mere attraktivt for erhvervslivet at investere i kunst.
(Og det er da fedt, hva!?)

De tre betingelser der altid skal være opfyldt:

01: Det skal være et originalt kunstværk — malerier, skulpturer, grafik, installationskunst, tekstilkunst og lignende

02: Det skal være et førstegangskøb — altså købt direkte af kunstneren eller via et galleri med værket i kommission

03: Kunstneren må ikke være i familie med eller nærtstående til virksomhedens ejer


Mulighed 01

Straksafskrivning — træk det hele fra i ét år

Den mest attraktive mulighed gælder for kunstværker op til en bestemt prisgrænse. Ifølge Skattestyrelsen er den grænse 36.000 kr. ekskl. moms for momsregistrerede virksomheder i 2026.

Køber din virksomhed et kunstværk der koster under den grænse, kan du trække hele beløbet fra i regnskabet det år du køber det. Fuldt ud. Selv hvis du køber det den 31. december.

Jo højere din marginalskattesats er, jo større er den faktiske besparelse.

EKSEMPEL - KLINIK MED SELSKAB (ApS)

En fysioterapeut driver sin virksomhed som ApS med en selskabsskattesats på 22%.
De køber et Hvileløs-tekstilværk til 28.000 kr. ekskl. moms. Fordi beløbet er under 36.000 kr., kan de straksafskrive hele beløbet i anskaffelsesåret.

Det reducerer den skattepligtige indkomst med 28.000 kr. — svarende til en reel skattebesparelse på ca. 6.160 kr. Det faktiske nettoudlæg for klinikken bliver dermed ca. 21.840 kr.

Tal med din revisor om hvad der gælder specifikt for jeres situation.

EKSEMPEL - SELVSTÆNDIG BEHANDLER I ENKELTMANDSVIRKSOMHED

En psykolog driver sin klinik som enkeltmandsvirksomhed og har et forventet årsoverskud på ca. 850.000 kr. Det betyder at en del af indkomsten beskattes som topskat — over 777.900 kr. efter AM-bidrag, hvor marginalskatten inkl. kommuneskat og AM-bidrag typisk ligger på 52–55%.

Hun køber et Hvileløs-tekstilværk til sit venteværelse til 28.000 kr. ekskl. moms.
Overskuddet reduceres med 28.000 kr. — og den del af fradraget der falder i topskattebåndet giver en skattebesparelse på op til ca. 14.000–15.400 kr. Det faktiske nettoudlæg kan dermed reelt ende på under 14.000 kr.

Et kunstkøb kan konkret flytte en del af overskuddet ud af topskat og ned i et lavere beskatningsniveau.

Den præcise besparelse afhænger af din kommunes skatteprocent, om du anvender virksomhedsskatteordningen, og hvor i indkomstskalaen fradraget falder. Tal med din revisor.


Beregn den konkrete fordel for din virksomhed

Fordi de skattemæssige fordele varierer så meget afhængigt af virksomhedsform, indkomstniveau og kommune, har René fra Probitas bygget en beregner til dig, hvor du selv kan taste dine egne tal.
(Han er god til at hjælpe, ham René. Det er også én af grundene til at jeg giftede mig med ham…;-)

Beregneren er udviklet specifikt til virksomheder, der overvejer at købe et Hvileløs tekstilværk — og giver dig med det samme et konkret og præcist billede af hvad investeringen reelt vil koste dig efter skat.

Probitas — skatteberegner

Tag dine egne tal og se præcis hvad et Hvileløs-kunstværk vil koste din virksomhed efter skat — med alle relevante fordele beregnet specifikt til din situation.

Her finder du PROBITAS-BEREGNEREN

Har du spørgsmål til beregnerens resultater, er du velkommen til at kontakte René direkte via Probitas — eller tage resultatet med til din egen revisor.


Mulighed 02

Løbende afskrivning op til 25% om året

Koster kunstværket mere end 36.000 kr., kan din virksomhed i stedet afskrive det løbende over en årrække — med op til 25% om året efter den såkaldte saldometode. Det er de samme regler som gælder for inventar og kontorindretning.

EKSEMPEL - ARKITEKTFIRMA KØBER STØRRE BESTILLINGSVÆRK

Et arkitektfirma investerer i et stort plantefarvet Hvileløs-bestillingsværk til 55.000 kr. ekskl. moms.
Beløbet overstiger grænsen for straksafskrivning, men kan afskrives med op til 25% om året. Første år kan de afskrive op til 13.750 kr.

Tal med din revisor om hvad der gælder for jeres virksomhedsform.


Mulighed 03

Momsfradrag

Er din virksomhed momsregistreret, er der en ekstra fordel: du kan som udgangspunkt fradrage momsen på kunstkøbet.

Tekstilværker fra Hvileløs sælges med 5% kunstnermoms — ikke den normale 25% moms. Momsregistrerede virksomheder kan trække de 5% fra i momsregnskabet.

Vigtigt: Fradragsretten for moms ved kunst købt i investeringsøjemed kan blive udfordret af Skattestyrelsen. Køb til udsmykning af virksomhedens lokaler er den klare og sikre vej. Spørg din revisor!


Mulighed 04

Kunst fastgjort til bygningen

Hvis kunstværket monteres permanent som en del af bygningen — altså muret eller fastnaglet fast til en væg — gælder andre afskrivningssatser: op til 3% om året ved anskaffelse efter 1. januar 2023. De fleste Hvileløs-værker hænger frit og er ikke fastgjort permanent — og er dermed ikke omfattet af denne regel, men af de mere fordelagtige regler om løsøre.
Hvis du overvejer at investere i et Hvileløs tekstilværk er det som udgangspunkt også en mulighed at tale om at skabe permanent kunst til dit sted, men rent skatteteknisk er du bedre tjent med at kigge på de andre muligheder (mulighed 1 og 2)



For hvem giver det særlig god mening?

Reglerne gælder for alle typer momsregistrerede virksomheder der køber kunst til erhvervsmæssige lokaler. Her er dem det giver mest mening for:

Behandlere og klinikker

Fysioterapeuter, psykologer, kropsterapeuter, tandlæger, osteopater og coaches. Tekstil absorberer lyd og skaber en blødere rumklang — ud over den visuelle effekt.

Arkitektfirmaer og indretningsarkitekter

Et Hvileløs bestillingsværk kan skabes med udgangspunkt i stedets egne planter og horisontlinjer — så kunstværket og rummet taler samme sprog.

Hoteller og overnatningssteder

Et originalt kunstværk i receptionen eller på værelserne fortæller en historie om stedet. Det er en investering i oplevelsen og i brandet.

Advokatfirmaer, ejendomsmæglere og rådgivere

Et unikt håndlavet tekstilværk i et mødelokale kommunikerer værdier uden at sige dem højt: grundighed, æstetik, bæredygtige valg.


Kunst som langsigtet investering

Udover de skattemæssige fordele er originale kunstværker generelt betragtet som en langtidsholdbar investering.
Et Hvileløs-tekstilværk er skabt til at vare — af naturmaterialer med lang levetid, behandlet med nænsomhed og omhu. Det er noget der stadig føles aktuelt, også om 20 år.

Vigtigt: Kunstværkers fremtidige værdi kan aldrig garanteres. Enhver investering indebærer en risiko. Dette er ikke finansiel rådgivning.
Når du investerer i et værk fra Hvileløs, så skal din beslutning komme fra hjertet, for det er dérfra man først og fremmest køber kunst. De øvrige økonomiske fordele det også kan føre med sig er ‘bare’ bonus - men det er vigtigt at kende forskel. Kunst er noget man køber med hjertet først - og med logikken dernæst.

Lad os tage en samtale

Erhvervsværker starter fra 20.000 kr. ekskl. moms — uforpligtende svar inden for 2 hverdage

Ofte stillede spørgsmål

Kan alle virksomheder købe kunst og få skattefordel?
Reglerne gælder bredt — både enkeltmandsvirksomheder, personselskaber og kapitalselskaber. Enkeltmandsvirksomheder med overskud i topskattebåndet har typisk den største fordel at hente. Tal med din revisor om hvad der gælder for dig.

Hvad er grænsen for straksafskrivning i 2026?
Ifølge Skattestyrelsen er grænsen 36.000 kr. ekskl. moms for momsregistrerede virksomheder. Kunstværker under den grænse kan trækkes fuldt fra i anskaffelsesåret. Beløbet justeres typisk hvert år — spørg din revisor om hvad der er den aktuelle grænse.

Gælder reglerne for tekstilkunst?
Ja. Originale plantefarvede tekstilværker falder inden for kategorien af originale billedkunstneriske værker. Få det bekræftet af din revisor i relation til dit specifikke køb.

Skal kunstværket hænge i min virksomheds lokaler?
Ja - det er betingelsen for at du kan få lov til at købe det med fradrag på den her måde - at det er købt direkte af kunstneren, at det er et førstegangskøb, og at det skal pryde i din virksomheds lokaler.

Hvad sker der, hvis vi sælger kunstværket igen?
Sælges et afskrevet kunstværk, skal der betales skat af en eventuel gevinst. Et tab er fradragsberettiget — som ved øvrigt inventar.

Kan vi købe kunst fra en kunstner vi kender personligt?
Reglerne gælder ikke hvis kunstneren er i familie med eller nærtstående til virksomhedens ejer. Afklar det præcise med din revisor.

Hvem kan jeg spørge for at få præcis rådgivning?
Din revisor er det rette sted at starte. Jeg har desuden samlet en række links herunder i afsnittet om hvilken lov, der gælder - så kan du selv læse mere.
Og Probitas-beregneren giver dig et konkret udgangspunkt inden samtalen med din revisor - og ellers vil René vil altid gerne hjælpe dig med et svar, så tag fat i ham.


Lovhjemmel og kilder

Reglerne om skattemæssig afskrivning på kunst er forankret i dansk skattelovgivning. Her er de primære kilder denne sides information er baseret på:

Faglige kilder

Lovtekster — retsinformation.dk

Vil du læse lovteksterne selv, finder du dem på retsinformation.dk
Søg på afskrivningsloven og find §44A og §44B, der omhandler afskrivning af kunstværker for virksomheder. Du finder momsloven og ligningsloven samme sted.

Skattestyrelsens egne vejledninger og satser for det aktuelle år finder du på skat.dk. Beløbsgrænser som grænsen for straksafskrivning justeres hvert år — tjek altid den gældende sats hos Skat eller hos din revisor.

Vigtigt: Lovtekster opdateres løbende. Verificer altid den aktuelle version på retsinformation.dk og tal med din revisor inden du handler.


  • "Et Hvileløs-værk er ikke kun dekoration. Det er en erklæring — om hvem I er, og hvad I tror på. Skabt med nærvær og hænders snilde, og med de materialer naturen har givet os. Det er skabt til dig. Og det er skabt til at vare."

    — Trine, Hvileløs