Klangbund — det lag der altid er til stede, uanset hvilken melodi livet spiller
Der er bestillingsværker der formår at sætte sig ind i én allerede fra starten — allerede inden den første tråd er hængt op, allerede mens garnet tørrer i baghaven og dufter af valnød og indigo og våd jord.
Klangbund var et sådant værk. Et plantefarvet tekstilværk til en privat kunde, der ønskede noget særligt til sit hjem — og som gav mig en af de mest poetiske opgaver jeg har fået: noget med åbne ender, der strækker sig mod hinanden.
Garnet — tæt på dyret og produktionen
Klangbund er skabt af solid, ren uld fra mit lager — det garn jeg engang reddede ud af bagdøren på en stor tæppefabrik i Sønderjylland - et halvt ton garn der ellers skulle have været sendt til forbrænding. Det garn er stadig noget af det smukkeste og mest levende materiale jeg arbejder med, fordi det er så tæt på sit ophav — på fåret, på naturen, på produktionen.
Jeg finder stadig af og til et lille halmstrå i garnet. Det giver mig en fin og ydmyg fornemmelse af nærhed — til dyret og til den hånd der forarbejdede det. Jeg ved at disse dyr har haft det godt, og at garnet er behandlet med nænsomhed. Det betyder enormt meget for mig, egentlig slet ikke for værket eller fortællingens skyld, men mest som en grundlæggende etik i alt det, jeg rører ved.
Ren uld er et levende materiale. Det er ikke neutralt, det bærer på noget — en varme, en intelligens, en forbundethed med det naturlige system, det kommer fra. Og den forbundethed vikler jeg videre ind i det værk jeg skaber ud af det.
Farverne — valnød, indigo og et tålmodigt forår
Klangbund er farvet i to omgange. Første lag er valnød — en varm, dyb brun der giver garnet en glødende jordfarvede grund. Valnød er en af mine yndlingsplanter at arbejde med, fordi den giver en farve med tyngde og karakter. Ovenpå den brune har jeg farvet et lag indigo. Og her var jeg meget omhyggelig med at gå nænsomt frem — jeg ville ikke have den blå til at overdøve det varme fra valnøden. Farven måtte gerne føles lidt tåget. Lidt støvet. Som om den kom indefra garnet frem for ovenpå det.
Det tog tid! Foråret var vådt og koldt, og jeg havde ikke mange timer hver dag at arbejde i. Mellem hver farvning skal garnet skylles og tørre helt inden næste lag — det kan ikke forceres. Og det er præcis den slags omhu der gør forskellen. Da garnet endelig var færdigt og hængt op i sin fulde længde, var farverne præcis som jeg havde håbet: den varme brune og den støvede blå i en samtale med hinanden. Komplementære. Rolige. Dybe.
Sådan fungerer plantefarvning — det er ikke noget jeg helt kan kontrollere, men det er noget jeg nænsomt kan nærme mig. Det er et ongoing samarbejde med naturen, og én ting er sikker - jeg kan aldrig producere noget identisk to gange i træk. Og det er faktisk ret charmerende.
Hvis du er mere nysgerrig på plantefarvning, så læs mere her.
Min kunde havde givet mig en frihed, jeg sætter enormt stor pris på: hun inviterede mig til at tænke med.
Hendes eneste konkrete ønske var noget med åbne ender — former der strækker sig mod hinanden, som åbninger i følelser og tidslinjer, der bevæger sig mod hinanden uden at give endegyldige svar.
Der måtte gerne være noget overladt til fantasien…
Det er den slags udfordring, der giver mig rum til at gå helt ind i arbejdet.
Og mens jeg gik og farvede garnet begyndte tankerne at arbejde (det gør de altid!) — en stor filtret bunke af indtryk, meninger, ord og genkendelse fra de glimt kunden har delt med mig. Som garnet har de ikke rigtig form endnu. Men efterhånden som jeg hængte tråd efter tråd op og linjerne begynder at tegne sig, rettede både tanker og værk sig langsomt ud.
I dette værk valgte jeg tre farver til viklingerne — hver med sin betydning:
En sart rosa, for det boblende, feminine, sensuelle og legesyge. En dyb varm brun, for det jordnære, det fundamentale, det grundlag som alt bygger på. Og en sart lys blå, for drømmenes lag — alt det sjælen bærer på og stræber imod.
De tre farver er meget mere end dekoration. De er flettet ind som en ekstra dimension — en stille fortælling viklet ind i garnet, som kun dem der kender den vil kunne se.
Titlen — der listede sig ind
Titlen på et bestillingsværk er for mig det sidste og mest personlige lag. Den er det øjeblik betydningen folder sig fuldt ud.
Navnet ‘Klangbund’ kom til mig, mens jeg sad foran værket og arbejdede. Langsomt, sidelæns — sådan som de bedste titler altid gør.
På et strengeinstrument er klangbunden de strenge man ikke rører ved mens man spiller. De er der. De vibrerer med. Og de skaber en fundamental resonans som alt det øvrige udspiller sig ovenpå — en dybde og en fylde som musikken ikke ville have uden dem.
Det var den følelse jeg gerne ville vikle ind i dette værk: at klangbunden altid er intakt. At det er muligt at lægge en hvilken som helst melodi ovenpå, og at harmonien så vil opstå. Noget solidt og alligevel intuitivt. Et lag der bærer — uden at det behøver at gøre sig bemærket.
Det er det jeg genkendte hos min kunde - og det er det jeg gerne ville spejle tilbage til hende i garnet, i farverne, i de åbne ender der strækker sig mod hinanden.
Et Hvileløs-bestillingsværk begynder altid med en samtale. Ikke om kunst — om dig. Hvem du er. Hvad der rører sig i dit liv. Hvad du drømmer om at have på din væg om ti år.
Jeg besøger dig hjemme med garnprøver og skitsebog. Vi finder farverne, proportionerne og fortællingen sammen. Og 8 uger senere leverer jeg personligt — fordi et værk skal have tid og nærvær og omsorg, inden det sendes ud i verden.
Klangbund er 180x120 cm. Det er plantefarvet med valnød og indigo. Det er ren uld. Og det er skabt med fuld intention og nærvær — til én bestemt person og ét bestemt hjem.