Hvordan kommer man til at købe et halvt ton garn?

Det startede i en kæmpestor lagerhal i foråret 2020.

Garn fra gulv til loft. Gennemcertificeret, ordentligt produceret kvalitetsgarn — hos en producent, der i forvejen gør et stort stykke arbejde for at opføre sig etisk. Og alligevel. Der var bare så meget af det. Garn, der stadig risikerede at gå til spilde.

Jeg stod der med hjertet udenpå tøjet og øjnene på stilke — og kom til, på stedet, at købe et halvt ton garn.

Sådan kommer man til det, når man er lige dele stædig og naiv og kærlig. 🥰

Men lad mig fortælle dig hvorfor:

Inden jeg sprang ud som selvstændig tekstilkunstner havde jeg spurgt i mit netværk:
hvem kender nogen, der kender nogen, der har restgarn efter produktion?

Ikke fordi jeg bare skulle bruge garn. Men fordi jeg vidste, at mine drømme om at lave store tekstile kunstværker ikke kunne eksistere, uden at jeg adresserede det ansvar, jeg føler så stærkt:

Hvordan behandler vi de materialer og ressourcer, vi har? Hvordan fletter vi værdighed og omhu ind i den samtale?

For mig er det ikke et spørgsmål om bæredygtighed som trend eller marketingord. Det er et grundlæggende spørgsmål om anstændighed. Om hvad vi skylder de materialer, der allerede er blevet til — det arbejde, den energi, de hænder der har været med. At lade gode materialer gå til spilde føles for mig som et svigt. En mangel på respekt for det, tingene er lavet af.

Så jeg greb alt det garn jeg overhovedet kunne bære — og besluttede at det skulle få en anden fremtid.

Jeg ved godt, at mine to små hænder ikke batter ret meget i den helt store skala.

Men jeg tror på at vi alle må gøre hvad vi kan, med det vi har. Og jeg tror virkelig — ikke naivt, men dybt og oprigtigt — at kunsten og værdigheden følges ad. At det ikke er muligt at skabe noget smukt og meningsfuldt ud af materialer, man ikke behandler med omhu. At hvert eneste stykke garn, der er gået igennem mine hænder, fortjener at blive til noget, der holder. Noget der betyder noget. Noget der hænger på en væg om 30 år og stadig fortæller en historie.

Det er derfor jeg arbejder udelukkende med genanvendte materialer. Det er derfor jeg plantefarver med regnvand og planter fra den smukke østjyske natur.

Det er derfor et halvt ton garn faktisk bare er en lillebitte begyndelse. ♥️